IT i undervisningen



« | »

Lectio lancerer en platform for e/i-bøger i undervisningen

Mange gymnasier bruger Lectio til at løse en del af de administrative opgaver, der er forbundet med studieadministration. Macom, som er firmaet, der står bag Lectio, er igang med lanceringen af deres bud på en e/i-bogs platform. De fleste har stiftet bekendtskab med Systimes ibogsformat, som jo redigeres professionelt fra forlagets side. Lectio giver underviserne selv mulighed for at udforme og udgive ibøger selv ved hjælp af den nye platform.

Hvad er forskellen på en ebog og en ibog?

Der er endnu ikke opstået nogen endelig koncensus på verdensplan om hvordan man definerer en ebog. Problematikken består blandt andet i, at der er en myriade af formater, som de forskellige ebogslæserproducenter bruger til deres egne produkter. Lectio har derfor valgt at bruge pdf-formatet til deres ebogsløsning. Det vil sige, at på Lectios platform, er en ebog en pdf-fil, man kan læse og tage noter i, men som ikke kan indeholde dynamisk indhold. Det er nemlig forbeholdt ibogsformatet.

Lectio har tydeligvis skelet til blandt andre Systimes ibogsudgivelser i opbygningen af deres ibogsplatform. En ibog er dybest set en hjemmeside, som præsenteres på en bestemt måde. Det er det hos Systime og ligeledes hos Lectio. Når man opretter en ibog på Lectio, kan man indtaste tekst, man kan kopiere tekst fra Word direkte ind i editoren (forudsat man bruger Internet Explorer – indtil videre), man kan tilføje billeder, tilføje youtube-videoer, oprette multible choice quizzer samt tilføje lydfiler. Når man er færdig med at redigere sin ibog, kan man publicere den til alle lærere i Lectios system. Man kan prissætte sin bog indledningsvis og efterfølgende vil indtægterne fra salget af bogen til skolerne blive fordelt med 30% til Lectio og 70% til forfatteren.

Hvis man vil skrive en ibog kan man altså arbejde i Word og efterfølgende lægge det over i Lectios system. Det er smart, hvis man bruger Words formatteringsredskaber. Særlig hvis man opretter overskrifter og underoverskrifter vil det få en betydning for det efterarbejde, man har i Lectios system. Lectio bruger nemlig korrekt formatterede overskrifter i et worddokument til at oprette kapitler i ibogen, hvilket er måden Lectio har valgt at bruge til navigation. Hvis man skriver sin tekst direkte ind i editoren i Lectios system, skal man selv oprette overskrifterne og dermed muliggøre en mere detaljeret navigation i ibogen. En anden fiks ting er, at billeder, som man har indlejret i sit Word-dokument, automatisk bliver kopieret med ind i Lectios system. Man skal lige omkring en hent billeder-knap, men derefter placeres billederne samme steder i ibogen som i dokumentet. Det er smart.

Editoren giver mulighed for at foretage basale tekstformateringer såsom fed og kursiv, ligesom der er mulighed for punktopstilling.   Mulighederne for at lege med layout er meget begrænsede. Man kunne ønske sig nogle skabeloner, som kunne øge lækkerhedsfaktoren i de udgivelser, man laver. Som det er nu, er det ret skrabet. Lærere i naturvidenskabelige fag vil også mangle muligheder for at indtaste formler i editoren.

Lectio har af hensyn til kopieringsfunktionen fra Word til ibogseditor valgt at lægge sig fast på Internet Explorer 9. Det vil sige, at man ikke kan redigere sin ibog i andre browsere. Det er en stor mangel. Internet Explorer har ca 25% af browsermarkedet. Firefox og Google Chrome har tilsammen næsten 50% af markedet. Når nu redigeringen af ibøgerne foregår på nettet i en browser, er det uheldigt at lægge sig fast på en Microsoftcentrisk tilgang. En platformsuafhængig løsning burde være mulig. Måske ikke belejlig for Lectios udviklere, men så må de tilbage til tegnebrættet. Det er en ommer. Man kan ikke som seriøs virksomhed i uddannelsessektoren fraskrive sig 75 % af ens mulige brugere, fordi det letteste er, at Word og Internet Explorer taler godt sammen. Hvis andre kan løse den type problemer, så må Lectio også kunne.

Et sidste problem, som bør løses snarest, er, at man ikke har mulighed for at offentliggøre sin nyredigerede ibog til en snæver kreds af brugere. Enten er den privat og kun tilgængelig på ens egen konto, eller også er den offentlig, så alle lærere i Lectios system kan se den. De fleste lærere vil nok gerne have muligheden for at beta-teste deres materiale på egne klasser, før det bliver bredt ud til hele landet. Det må være en detalje for Lectio at ændre den praksis. Alle lærere, jeg har talt med, efterspørger den funktionalitet. Mange tilkendegiver, at de ikke vil udgive noget i systemet, før funktionaliteten er tilstede. Så opfordringen lyder herfra til Lectio til at gøre noget ved den sag.

Afrundingsvis vil jeg gerne rose Lectio for initiativet. Systemet er en meget tidlig version, hvilket Lectio også selv påpeger. Alle interesserede opfordres til at komme med forslag til forbedringer af systemet. Potentialet er stort og platformen kan sagtens udvikle sig til et blomstrende marked for undervisningsmaterialer. Så hvis din skole allerede bruger Lectio, så er du halvt igang. Klik på bøger på din forside og klik derefter på opret e/i-bog. Så er du så godt som igang.

Posted by on 21/05/2012.

Tags: , , , , , ,

Categories: Gymnasiets fagrække, Kategorier, Kunstneriske fag, Naturvidenskabelige fag, Samfundsfag, Sprogfag, Værktøjer

One Response

  1. [...] artikel om Lectios indtog på ebog/eværks-scenen her Del denne [...]

    by iBogen – et digitalt alternativ til papirbøger | IT i undervisningen on Jan 7, 2013 at 19:42

Leave a Reply

« | »




Recent Posts


Pages



Switch to our desktop site