Interaktivitet med QR-koder

qr itiu

QR-koder er de mærkelige kvadradiske prikkede diagrammer, som kan ses i reklamemagasiner, på plakater i busskure og mange andre steder i det offentlige rum. De fungerer på nogenlunde samme måde som stregkoderne på varerne nede i supermarkedet med den ret afgørende forskel, at de kan indeholde en hel del mere information end den gammeldags stregkode.

Mange firmaer bruger QR-koder til at gøre information tilgængelig for folk via deres mobil eller tabletcomputer. Man kan nemlig scanne QR-koderne med sit mobilkamera og få afsløret kodens budskab. Det kan være mange ting. Nogle gange er det så simpelt som et telefonnummer eller en lille informerende tekst. Andre gange er det et link til en hjemmeside, som afsenderen af QR-koderne gerne vil lokke folk hen på.

I undervisningen kan QR-koder bruges i mange sammenhænge. De er nemlig lette at generere selv. En simpel Googlesøgning på QR code generator giver et væld af resultater. Mange af de hjemmesider, som tilbyder QR-kodegenerering er gratis at bruge. Der er ofte et felt, hvor man enten skriver en hjemmesideadresse, en kort tekst eller et telefonnummer, og så genererer siden QR-koden for en. Den kan efterfølgende downloades og printes ud. En overskuelig QR-kodegenerator kan findes her


Et eksempel på brug af QR-koder i undervisningen kunne være et historisk O-løb i en by. Læreren kan forberede interaktive poster og opgaver i Google Docs og efterfølgende linke QR-koden til de enkelte dokumenter. Eleverne går efterfølgende på jagt i byen efter de QR-koder, som læreren har klistret op. Man skal være opmærksom på, at når man tilgår et Googledokument fra en mobilenhed, så kræver Google tilsyneladende, at man logger ind med en Googlekonto. Hvis en af eleverne i hver gruppe har en Googlekonto vil det ikke være noget problem. Ellers må man inden arrangementet sørge for, at ens elever har en Googlekonto. Når man vil dele sit dokument i Google Drev skal man huske at give folk med linket redigeringsrettigheder og så kopiere det delingslink, man får, ind i QR-kodegeneratoren. QR-koden vil derefter, når den bliver scannet, linke eleverne ind i dokumentet. Et alternativ er, at man opretter en simpel blog på WordPress.com eller Blogger og skriver sine opgaver som blogindlæg. Eleverne vil efterfølgende kunne bruge kommentarfunktionen til at besvare spørgsmålene. Da administratoren skal godkende kommentarer på de fleste bloggingplatforme, undgår man at de enkelte grupper kan se, hvad deres kammerater har svaret. Det kan man ikke undgå, hvis alle skriver ind i et fælles Googledokument. Man kan selvfølgelig også gøre det helt simpelt, ved blot at lade QR-koden vise en kort tekst med opgaven. Det er selvfølgeligt en helt fin fremgangsmåde, men man vil opnå en større interaktivitet med de andre metoder.

For at scanne en QR-kode skal eleverne have en app på deres iPad, iPhone, Android-tablet eller Android-telefon. Der findes sikkert også QR-kodescannere til WindowsPhone og de nye Windows 8 tablets, så man må lige researche på det, hvis man har elever, der har sådanne devices. Der findes flere udmærkede gratis apps, som man kan bruge. Man kan bare bede eleverne hente en af de gratis versioner af QR-scannings apps’ne i de respektive produkters app-butikker. I-nigma Barcode Scanner findes til både iPhone og Android, så man kan med fordel benytte den til formålet.

En variation af brugen af QR-koder kunne være at lade eleverne afslutte et forløb med at lave poster med QR-koder, som afspejlede forløbets faglige indhold og dermed trænede deres evne til faglig formidling og stillingtagen. På den måde ville eleverne kunne udfordre hinandens viden om forløbet på en sjov og anderledes måde.

Læs mere om QR-koders oprindelse her
Læs mere om brug af Googledokumenter her
Læs mere om brug af blogs i undervisningen  her

One Comment on "Interaktivitet med QR-koder"

  1. Mogens Brask Christensen 02/07/2014 at 10:01 · Reply

    Hej jeg råder over denne side, http://www.codes2nature.com, som er udviklet til undervisning via mobiltelefon.
    Siden er aldrig rigtig kommet i spil, trods det at der er brugt relativt mange ressourcer på udviklingen.
    kan du se ideen og evt. en måde at komme videre på?

Leave a Comment

comm comm comm

Switch to our mobile site