Hold møder i cyberspace med Co-Meeting

Written by  //  16/04/2012  //  Værktøjer  //  Comments Off

co-meeting2

Undervisere på alle uddannelser holder mange møder. Hvem har ikke siddet med kalendere og skemaer fremme for at finde et tidspunkt at mødes på? Altså et tidspunkt, hvor alle er tilstede? Det kan føles som et nødvendigt omend tidsforbrugende vilkår i vores arbejde.

Co-Meeting er et værktøj til at holde møder i cyberspace. Det fungerer på den måde, at man opretter en konto på Co-Meeting.com og derefter opretter et møde. Det bringer en frem til et tredelt skærmbillede, hvor man i venstre side har en liste over sine møder. I midten har man området hvor mødet afholdes og i højre side et felt, hvor man undervejs kan opsummere og skrive referat af mødet. Nederst i venstre side af skærmen kan man invitere kolleger til at deltage i mødet. Der er forskellige muligheder, blandt andet kan man invitere via Facebook eller sin Google-konto. Man har også muligheden for at sende invitationen pr. email.

De andre mødedeltagere skal også oprette sig som brugere af Co-Meeting, og når de har registreret sig, kan mødet gå igang. Co-Meeting minder lidt om et gammeldags chat-room. Man skriver sine indlæg til mødet og har efterfølgende mulighed for at kommentere på hinandens indlæg. Hvis man vil kommentere på noget en anden har sagt, klikker man på deres kommentar. Det bringer et skrivefelt frem, hvor man så kan give sit besyv med. Man kan ubesværet springe tilbage i samtalen og kommentere på noget, de andre mødedeltagere har skrevet tidligere.

Undervejs kan man opsummere i feltet til højre. Alle mødedeltagere har mulighed for at redigere referatet undervejs. Co-Meeting er nemt og simpelt at gå til, og man kan hurtigt komme igang. Det er gratis for op til 30 deltagere, så de fleste behov skulle være dækket. Det gør også, at man kan bruge servicen sammen med en hel klasse, hvilket gør Co-Meeting til et alternativ til Google Docs dog med et lidt andet fokus.

 

 

Comments are closed.

Switch to our mobile site