IT i undervisningen



« | »

Er eleverne IT-natives eller hvad?

Der bliver talt meget om, at unge mennesker idag er såkaldte IT-natives, altså fødte IT-brugere. Mange lærere oplever, at eleverne ved mere om brugen af IT, end de selv gør. Man oplever, at eleverne færdes hjemmevant på nettet både på deres iPad, laptop eller smartphone. Mange skoler ser derfor anskaffelsen af hardware som den primære vej til øget fokus på brugen af IT i undervisningen. Hvis grejet er tilstede, skal eleverne nok bruge det og få en øget læring ud af det. Samfundet har brug for, at den unge generation bliver rustet til den digitale tidsalder.

Spørgsmålet er blot, om den opfattelse rent faktisk stemmer overens med virkeligheden. Mange unge mennesker er brandgode til at bruge Facebook til at kommunikere med på nettet. Det sker både på deres computer og på deres smartphone. De er også gode til at forbruge indhold på nettet. De ser youtube-videoer, læser gossip om de kendte på msn eller køber deres tøj på nettet. Det er positivt, at de unge ikke er teknologiforskrækkede, men man kan med rette spørge sig selv om, hvorvidt de nævnte eksempler kan opfattes som et udtryk for, at de unge er IT-natives?

Debatten for tiden handler om, at vi skal satse på IT området, hvis vi skal kunne klare os i konkurrencen med eksempelvis de hastigt voksende økonomier i Asien. Det kræver, at vi uddanner unge mennesker inden for IT-sektoren. Forbrug af indhold på nettet skaber nemlig ikke den konkurrenceevne, der bliver brug for. Til gengæld vil kreative nye ideer til nye produkter på nettet være vejen frem. Jeg hørte en repræsentant for Lego Education udtale sig om denne problematik i radioen. Han fremhævede vores skolesystems mangeårige fokus på de praktisk/musiske kompetencer som et godt afsæt til at skabe nye kreative IT-løsninger. Altså at vi uddanner vores unge mennesker til at kunne skabe noget ved hjælp af IT fremfor blot at forbruge det.

Det stiller store krav til efteruddannelsen af lærerne. Der er også behov for et politisk fokus på området. IT-branchen bliver nødt til at rekruttere uden for Danmarks grænser, for at kunne få den nødvendige arbejdskraft. Derfor er der behov for at opkvalificere både lærere og ungdom, så flere har forudsætningerne for at vælge en IT-faglig uddannelse.

Vi som undervisningssektor må også erkende, at grejet ikke løser problematikken alene. Vi bliver nødt til at turde kaste os ud i at eksperimentere med at skabe indhold og kreative løsninger på nettet. Det betyder ikke nødvendigvis, at eleverne skal sidde og programmere indviklede programmer, men nærmere at man lærer eleverne at udvise nysgerrighed og give dem inspiration til hvordan man bruger nettet til at udvide sin digitale horisont.

Et eksempel på et overkommeligt projekt kunne være at undervise eleverne i, hvordan man laver en hjemmeside. Man kan med få midler skabe interessante hjemmesider og begynde at producere indhold til verden. Hvorfor ikke lave en nyhedshjemmeside i et forløb om nyhedsformidling? Eller en hjemmeside som formidler historiske fakta om nederlaget ved Dybbøl Mølle i 1864? Hvis eleverne bliver præsenteret for det i undervisningen, er springet til, at de selv kaster sig ud i at skabe deres egne projekter måske mindre?

Sådan et projekt kan nemt realiseres ved hjælp af eksempelvis Google Sites. Der findes også open source systemer, som relativt nemt kan sættes op med et lidt mere avanceret hjemmeside design, end Google tilbyder, som man kan fylde indhold i. Her kan nævnes WordPress og Joomla, som begge er systemer, der gør det nemt at redigere og tilpasse sin side. Fordi de er open source kan eventyrlystne lærere og elever udforske maskinrummet i hjemmesideopbygningen og modificere dem efter behov. Det er ikke for alle, men en mulighed der bestemt peger frem mod en større indsigt blandt elever og lærere.

Der findes mange andre muligheder for at arbejde med IT på en kreativ måde. Ideelt set er det blot fantasien, der sætter grænserne. Det vigtigste er, at man som lærer er åben overfor mulighederne og tillader sig selv at være nysgerrig på, hvad der sker på den front. Det vigtigste må være, at vi anerkender, at fremtiden sætter store krav til de unges IT-færdigheder, og at det derfor er naturligt, at vi hjælper dem på vej, så de kan opnå de færdigheder. Derfor bør undervisere på alle niveauer presse på, for at blive videreuddannet til at kunne løfte denne opgave. Hvis vi ikke har kompetencerne til at pege eleverne i den rigtige retning, så kan vi ikke som samfund forvente, at de rent faktisk når i mål.

 

Posted by on 09/04/2012.

Tags: , , , , ,

Categories: Opinion

0 Responses

Leave a Reply

« | »




Recent Posts


Pages



Switch to our desktop site