IT i undervisningen



« | »

DVD’en er død! Længe leve Netflix?

Bruger du DVD-drevet i din nuværende computer? Det er et relevant spørgsmål at stille sig, hvis man står overfor at skulle købe en ny computer. En lang række af de computere, som for tiden er ganske populære – de såkaldte ultrabooks, er født uden et optisk drev. Hvis man vil se en DVD-film, må man købe et eksternt DVD-drev og slutte det til.
Imidlertid er er markedet for online filmstreaming begyndt at røre på sig. Flere danske internetudbydere tilbyder TV over internettet. Senest har den amerikanske streamingtjeneste Netflix lanceret en nordisk udgave af servicen. Måske kan man helt undvære DVD-skiverne i fremtiden?

Hvad er Netflix? Netflix er en såkaldt video-on-demand tjeneste. Lidt som på Youtube kan man søge i tjenestens videoer og spole frem og tilbage i den enkelte film. Netflix er altså ikke en TV-station på nettet. Man bestemmer selv, hvilke film eller TV-serier man ønsker at se, og tjenesten holder styr på, hvor langt man er nået i det enkelte afsnit, så man nemt kan genoptage afspilningen en anden dag. Hvis man har en iPad, Android tablet, iPhone eller Androidtelefon kan man desuden få adgang til sin Netflixkonto via de apps, som Netflix har udgivet til de forskellige platforme.

Den danske udgave af Netflix er desværre noget amputeret i forhold til den amerikanske udgave. Udvalget er ok uden at være prangende. Især de nyeste sæsoner af populære TV-serier er ikke tilgængelige, ligesom udvalget af nye film heller ikke imponerer.
Alligevel har Netflix en berettigelse. Abonnementet på tjenesten er 79,- om måneden. Det er en pris, hvor de fleste kan være med. Der er også underholdning nok til lang tid i det udvalg, der tilbydes lige nu. Det er nok også blot et spørgsmål om tid, før udvalget i den danske Netflix begynder at ligne udvalget i den amerikanske. Det skal også siges, at Netflix kører med en månedlig binding, så det er nemt at melde sig ud igen. Man får endda den første måned gratis.

Det er faktisk muligt for de eventyrlystne at få adgang til den fulde amerikanske udgave af Netflix. Det kræver nogle krumspring, som måske ikke vil tiltale alle, men da man betaler for servicen og blot får Netflix’ servere til at tro, at man er fra Amerika, er metoden ikke ulovlig. Man kan læse mere om, hvordan man får amerikansk Netflix på dette link

I forhold til brug i undervisningen har Netflix en fornuftigt udvalg af film og TV, som man sagtens kan bruge i undervisningen. Der findes også danske værker på tjenesten, selv om det ikke er et stort udvalg, der er tale om.
Den amerikanske TV-station HBO har annonceret, at de lancerer en HBO Nordic tjeneste i den nærmeste fremtid. Forskellen på den tjeneste og Netflix er, at HBO udelukkende vil vise egne produktioner på tjenesten. Det er nu heller ikke dårligt. Nogle af de bedste nyere amerikanske TV-serier er blevet produceret af HBO, så den lancering ventes med spænding.

Netflix fungerer på både Windows PC og Mac. Man skal måske downloade og installere Microsofts Silverlight, men det vil Netflix-hjemmesiden orientere en om, når man forsøger at benytte tjenesten første gang. Det er ganske uproblematisk at få til at køre. Med tiden vil markedet for onlinestreaming kun vokse. I takt med at flere og flere får hurtigt bredbånd derhjemme, får smarte TV eller tablet computere, vil denne type tjenester overtage det marked, som DVD’en tidligere har haft. Lige nu er problemet udvalget. En tur i Stereostudio eller Blockbuster giver en et væsentligt større udvalg, end Netflix tilbyder. Men på sigt vil filmstudiernes – og TV-selskabernes bagkataloger blive tilgængelige på nettet. Det er de allerede – i piratudgaver – men de fleste vil nok hellere lovligt og uproblematisk se indholdet på en streamingtjeneste.

Så Netflix indtog på det danske marked er kun den spæde start. Så er spørgsmålet blot, om man vil være med fra begyndelsen eller vente. Udvalget er trods sine begrænsninger alligevel så godt og varieret, at man roligt kan prøve tjenesten af.

Tjek Netflix ud her

Posted by on 19/11/2012.

Tags: , , , , ,

Categories: Folkeskolens fag, Gymnasiets fagrække, Kunstneriske fag, Lyd og Billede, Naturvidenskabelige fag, Samfundsfag, Sprogfag

One Response

  1. [...] lande for nylig og giver via en webbrowser adgang til eksklusivt indhold på samme måde som Netflix gør det. Udvalget er kvalitetsmæssigt godt, men man skal ikke forvente mere end Netflix tilbyder. Nærmere [...]

    by HBO Nordic – kvalitets TV på computeren | IT i undervisningen on Feb 5, 2013 at 21:25

Leave a Reply

« | »




Recent Posts


Pages



Switch to our desktop site