IT i undervisningen



« | »

Apple kontra Windows – hvilken computer skal man vælge?

Diskussionen, om hvorvidt man bør vælge en Apple Mac eller en Windows PC, kan ofte antage næsten religiøse dimensioner. Hvis man diskuterer med ægte fans af de respektive systemer, vil argumentationen ofte være mere følelsespræget, end man skulle tro. Det er jo bare computere – ikke? I denne artikel vil jeg forsøge at sætte nogle af de to systemers fordele og ulemper op mod hinanden. I slutningen vil jeg lade et ord falde om de alternativer, der rent faktisk også eksisterer.

Hvad er forskellen på en Mac og en PC?

Eftersom PC står for personal computer kan man indledningsvis konstatere, at begge computersystemer kan betegnes PC. Imidlertid er betegnelsen PC blevet synonymt med computere, som kører Microsofts styresystem Windows. Et styresystem er den brugerflade, som gør det muligt for almindelige mennesker at kommunikere med computeren. Hvis man ikke havde et styresystem, ville man skulle kommunikere med computeren ved hjælp af kode i stedet. Det er de færreste, der har de forudsætninger. Windows er det absolut mest udbredte styresystem i verden, hvilket blandt andet skyldes, at de fleste computere bliver solgt med systemet præinstalleret. Microsoft laver ikke selv computere. De sælger bare deres styresystem til computerfabrikanterne, som så installerer systemet, inden maskinen når ud til brugeren.

En Apple Mac er kendetegnet ved, at både computer og styresystem er lavet af samme firma – nemlig Apple. Styresystemet i en Mac hedder OSX (Udtales OS 10). Det har nogle fordele, idet Apple har fuld kontrol over både hardware og software og derfor kan skræddersy deres system til lige præcis de komponenter, de vælger at putte i deres maskiner. Det gør at systemet altid er optimeret til hardwaren. Windows derimod skal virke med en lang række forskellige konfigurationer, hvilket af og til kan medføre problemer.

Forskellen på en Mac og en PC består hovedsageligt i det system, som styrer computeren.

Hvad er så bedst?

Det kan man ikke svare entydigt på. Begge systemer har deres styrker og svagheder. Windows enorme udbredelse gør, at mængden af tilgængelig software nærmest er astronomisk. Langt de fleste programmer kommer først til Windows og derefter til Mac. Det skyldes, at markedet for Windowsbaseret software er langt større end nogen af alternativerne. Til gengæld har udbredelsen af Windows så også den effekt, at ondsindede programmører hovedsageligt vælger at skrive deres vira eller andre malwareprogrammer (ondsindede programmer) til Windowsplatformen. Der er simpelthen langt flere potentielle ofre end hos alternativerne. Det gør, at man skal gøre mere for at beskytte sin computer med antivirusprogrammer og firewalls, end man behøver, hvis man har en Mac. Det betyder dog ikke, at der ikke findes ondsindet software rettet mod Macs – man støder bare langt sjældnere på det derude. Derfor kan det stadigvæk være en god ide beskytte sig mod de farer, hvis man bruger en Mac. Man vil bare sjældnere opleve problemer med den type programmer.

Programmører, der skriver software til Mac, har en lang tradition for at have et fast fokus på brugervenlighed i opbygningen af deres programmer. Det betyder at man ofte vil opleve, at softwaren på en Mac er en lille smule lettere at gå til end på en PC. Dertil kommer, at alle Mac-computere leveres med software til at redigere film (iMovie), lave musik (Garageband), organisere og redigere fotografier (iPhoto) samt en lang række andre nyttig programmer. Det betyder at man umiddelbart kan begynde at være kreativ med sin computer. En ting, som Apple i mange år har slået på i deres markedsføring.

En PC med Windows har også præinstallerede programmer, men ikke af samme kvalitet og kreative spændvidde som Apples computere har. En ting, som begge systemer har til fælles, er, at man efter indkøbet af computeren selv skal sørge for at installere et tekstbehandlingsprogram og anden kontorsoftware. Det følger nemlig ikke med. De fleste køber Microsofts Officepakke, som både findes i en PC-version og en Mac-version. Der findes dog flere glimrende og gratis alternativer som for eksempel open source kontorpakken LibreOffice, som man kan læse mere om her.

Installation af software er en del lettere på en Mac end på en PC. Selvom mængden af tilgængelig software er langt større til PC, så er installationsprocessen på en Mac meget nemmere. Apple har lanceret en programbutik til Mac. Den hedder Appstore og her kan man søge rundt mellem en lang række programmer. Nogle er gratis og andre skal man betale for. Når man klikker installér på et program, så sker installationen automatisk. Man skal ikke klikke sig igennem en række valg – systemet ordner det kedelige arbejde for en. Man kan dog godt komme ud for, at man skal installere et program, som ikke findes i Appstore. Det vil i langt de fleste tilfælde ske ved, at man trækker den downloadede fil fra hentningsmappen over i programmappen – så er det installeret.

Det er altså svært at komme med nogen endegyldig anbefaling til, hvilken computer man bør vælge. Hvis man er vant til at arbejde på en Windowsbaseret computer, skal man være indstillet på en indlæringsperiode, hvis man skifter til Mac. Dertil kommer, at Apples computere generelt er lidt dyrere end tilsvarende Windows-computere. Der er fordele og ulemper ved begge systemer. Dog skal det (meget uvidenskabeligt) siges, at alle de, undertegnede kender, som er skiftet til Mac, ikke har planer om at skifte tilbage igen. Det skyldes brugervenligheden og den fokus på smarte workflows, som Apple i en lang årrække har finjusteret. På det punkt kommer Windows til kort.

Hvad med alternativer til Windows og Mac?

Som nævnt i indledningen vil jeg kort komme ind på de alternativer, der findes til Windows og Mac. Mange skifter computer fordi de oplever, at den gamle er blevet langsom. Det skyldes ofte, at Windows “sander til” over tid, pga den måde filsystemet i Windows fungerer på. Små programstumper bliver efterladt og maskinen får sværere og sværere ved at overskue dem alle. Man kan forsøge at rydde op på sin computer. Nogle prøver at geninstallere Windows, hvilket ofte giver en midlertidig hastighedsforøgelse. Ofte vil hastighedsproblemerne indfinde sig igen, og man står med samme langsomme computer som før.

Man kan imidlertid også gøre noget andet. Man kan installere et andet styresystem på sin computer. Der findes forskellige muligheder, men det mest udbredte er Linux. Linux er ikke et enkelt system, men kernen i en lang række forskellige systemer, som er udviklet med mange forskellige behov i sigte. Den mest populære udgave af Linux hedder Ubuntu. Brugeroplevelsen ved dette system ligner på mange måder, den man får på en Mac. Der er et stort fokus på brugervenlighed og smarte workflows. Samtidig er systemet meget mindre ressourcekrævende end Windows, så hvis man installerer Ubuntu på sin gamle Windowscomputer, vil man opleve en væsentlig hastighedsforøgelse.  Du kan læse meget mere om Linux i denne artikel.

Google er også på vej med et alternativ til Windows og Mac. Det hedder Chrome OS og er et webcentrisk styresystem. En række computerproducenter er på vej med computere, som har Chrome OS præinstalleret. Filosofien bag Chrome OS er, at i fremtiden vil alle de ting og programmer, man har brug for, ligge på nettet. Derfor har en computer ikke brug for andet end en (avanceret) webbrowser. Fordelen ved Googles system er, at det bliver immunt over for virus og anden malware. Ulempen bliver, at man ikke kan installere nogen programmer på systemet, og at man derfor altid er afhængig af en internetopkobling for at bruge maskinen.

Endelig findes der computere på markedet, som er baseret på Googles mobile styresystem Android. Android er udviklet med fokus på betjening vha touch, og de computere, der er blevet lanceret, som ikke har haft touch-input, har fået meget dårlige anmeldelser i teknologipressen. Man bør derfor holde sig fra at købe sådan en model. Android fungerer fint, så længe det er installeret på en tabletcomputer og ikke en traditionel pc. Der er imidlertid ingen tvivl om, at teknologibranchen i fremtiden fokuserer langt mere på touchteknologi end tidligere. WIndows 8, som kommer senere på året, har en brugergrænseflade, som er helt optimeret til touch. Det bliver spændende at se, hvad den udvikling vil medføre.


Posted by on 21/05/2012.

Tags: , , , , , , , , , ,

Categories: Kategorier, Opinion, Værktøjer

0 Responses

Leave a Reply

« | »




Recent Posts


Pages



Switch to our desktop site